VERDEN I MINE ØJNE - En rejse ind i Marie Hammers univers
”Den stille undrende følelse af lykke, når jeg sad ved mikroskopet og betragtede livets mangfoldighed i min lille verden.” Marie Hammer (fra Forsker i fem verdensdele, 1981)
Tag med på en vandring ud i verden, ned i jordbundens fauna og ind i ukendte og usynlige verdener og følg sporene efter en kvindelig forsker, der var forud for sin tid og senere blev glemt.
VERDEN I MINE ØJNE er en sanselig vandreforestilling og et koreografisk værk, der hylder den genopdagede danske forsker og zoolog Marie Hammer (1907-2002). En kvinde, der gennem et helt liv søgte og fandt en stor sandhed om vores fælles verden. VERDEN I MINE ØJNE er ikke blot et portræt af en unik forsker men også en alt for velkendt fortælling om en af videnskabens oversete kvinder. Forestillingen sætter fornyet fokus på Marie Hammer og lader publikum opleve naturens forunderlige skønhed gennem hendes blik.
Forestillingen udforsker Marie Hammers livslange studier af mikroskopiske mosmider, der lever skjult under jorden i hele verden og har afgørende betydning for økosystemer. Marie Hammers dybe fascination af mikrobiologien og hendes dedikation til forskningen fører hende gennem mere end 50 år ud på rejser til alle verdens kontinenter. Hjemme på arbejdsværelset med mand og fire børn omkring sig undersøger hun tusindvis af indsamlede mosmider under mikroskopet. Over tid fører hun bevis for Alfred Wegeners kontinentaldriftsteori og afdækker at mosmidernes spredning må være en konsekvens af kontinenternes bevægelser rundt på jorden.
VERDEN I MINE ØJNE tager publikum med på en fascinerende rejse: Tre dansere undersøger Marie Hammers liv og forskning, med nysgerrighed og humor, og springer mellem menneske og mosmide, feltarbejde og familieliv, fortid og nutid og mellem små og store universer.
For & bag scenen IKoreograf, iscenesætter, idé og tekst: Pernille Garde. Performere og dansere: Helene Kvint, Lisbeth Sonne Andersen og Tomomi Yamauchi. Dramaturgisk og koreografisk konsulent samt medudvikler: Kasper Daugaard Poulsen. Komponist og lyddesign: Mons Niklas Schak. Scenografi og visuel udvikler: Signe Krogh. Lysdesign: Michael Breiner. Kostumer og rekvisitter: Åsa Gjerstad. Teknisk afvikler og produktionsleder: Carl Asmussen. Signatur foto og grafisk design: Robin Neil Hart. (Fotograf ukendt. Foto venligst udlånt af Marie Hammers børn). PR medarbejder/ gruppesalg: Janne Hovmand Storm. Administration: JC - Copenhagen. Producent: Pernille Garde Stage Art. Samarbejdspartnere: Metropolis - Københavns Internationale Teater og Helsingør Teater.
Praktisk information VERDEN I MINE ØJNE begynder udendørs foran spillestedet, hvor publikum samles, og fortsætter som en vandring til et nærliggende grønt område, inden publikum guides tilbage til spillestedet, hvor resten af forestillingen foregår indendørs. Forestillingen egner sig desværre ikke til gangbesværede.
Antal publikum: 70 pr. forestilling
Forestillingen varighed: Ca. 90 minutter
Publikum modtager en mail fra spillestedet dagen inden med praktiske oplysninger.
Støttet af Statens Kunstfond, Augustinus Fonden, Dansk Skuespillerforbunds Produktions-støttemidler og Knud Højgaards Fond.
|
Pressemeddelse her
VERDEN I MINE ØJNE spiller her:
Metropolis - Københavns Internationale Teater Teatersalen William Wains Gade 11, 1432 Kbk. K (Refshaleøen) Torsdag d. 22//8 2024, kl. 19:00 Fredag d. 23/8 2024, kl. 19:00 Søndag d. 25/8 2024, kl. 15:00 og 19:00 Billetter: Metropolis
Helsingør Teater Flynderupgaard, Agnetevej 9, 3060 Espergærde Fredag d. 30/8 2024, kl. 19:00 Lørdag d. 31/8 2024, kl. 19:00 Søndag d. 1/9 2024, kl. 17:00 Tirsdag d. 3/9 2024, kl 10:00 og kl. 19:00 Onsdag d. 4/9 2024, kl. 10:00 og kl. 19:00 Torsdag d. 5/9 2024, kl. 19:00 Billetter: Helsingor-Teater
Turné til Kulturhus Kappelborg Tirsdag d. 10/9 2024, kl. 19:00 Billetter: Kappelborgskagen
Limfjordsteatret Torsdag d. 12/9 2024, kl. 19:00 Billetter: Limfjordsteatret
Stevns Teaterforening Tirsdag d. 17/9 2024, kl. 19:00 Billetter: Stevns-teater
***
Om Marie Hammer Marie Hammer 1907-2002, zoolog og dr.phil., er en af de første kvinder på de naturvidenskabelige studier på Københavns universitet og bliver magister i 1932. Hun deltager i Knud Rasmussens 7. Thuleekspedition i Grønland i 1933, som eneste kvinde. Hendes forskning i mosmider indledes i 1931 og sideløbende fascineres hun af Alfred Wegeners kontroversielle kontinentaldriftsteori fremsat i 1912. Marie Hammer indsamler mosmider på alle verdens kontinenter i over 50 år og rejser i bl.a. Canada, Island, Nordamerika, Sydamerika, Australien, Tahiti, Bali, Tonga, Ny Guinea, Cambodja, Indien, Pakistan, Iran og Sahara. På en afsidesliggende eng i Argentina gør hun en sensationel opdagelse; mosmiden Mucronotrus Nasalis viser sig identisk med individer fra kolde kilder i bl.a. Lapland, Rold skov og så langt væk som i New Zealand. Marie Hammer udgiver mere end 40 afhandlinger om mosmider. I 1979 udgiver hun sammen med J.A. Wallwork afhandlingen A Review of the World Distribution of oribatid mites in Relation to Continental Drift, der endeligt argumenterer for sammenhængen mellem mosmidernes udbredelse og fastlandenes bevægelser gennem de sidste 200 mio. år og beviser dermed Alfred Wegeners kontinentaldriftsteori.
|